I morges på førskoleafleveringen hjalp jeg Milo med at fjerne hans jakke (mens han tilbød ham illusionen, han gjorde det “alt sammen!”) Og en lærer (lad os kalde hende Jill) opdagede, at vi har det samme farvehår.

Jill sagde: “Jeg gætte, det er et bevis på, at du ikke farver dit hår.” Jeg lo lidt og sagde, at jeg havde hørt, at nogle mødre vil tage deres børn til skønhedssalonen og sige, ”gør det til den farve” (pegede på barnets hoved), men nej, det har jeg ikke gjort (endnu!).

Jepp, han er en rødhåret

Jill fortsatte med at sige, at en anden lærer i spædbarnets småbørns rum havde spurgt et barns mor, ”Farvede du Ethans hår? Det er så rødt! ” Og en anden (og denne er min favorit), “Giver du Jake de små blonde højdepunkter?” Nej og nej.

Så længe vi er på emnet hår, var Milo så skaldet så længe, ​​at vi ikke vidste, hvilken farve hans hår ville være, før han var 18 måneder gammel. Indrømmet, det kan stadig ændre sig ganske lidt, men for nu har vi en lille rødhåret dreng.

Milo var en meget skaldet baby

Når jeg prancede rundt som et meget lys rødhåret barn, citerede jeg ofte, at rødhårede kun var 4% af den amerikanske befolkning. Meget for nylig læste jeg, at rødhårede faktisk uddøde.

Da jeg var lille, følte jeg mig som en fremmed art til tider. Mit hår ville enten være i stil eller ude af stil. Det var aldrig bare hår. Jeg blev også nådeløst drillet om min caspar-lignende hudfarve. Selv som voksen ønsker fremmede at blive fotograferet ved siden af ​​mig for at vise deres solbrand (dette sker for ægte!) Eller de venlige Ældre vil spørge, om jeg har solcreme. Derfor troede jeg altid, at kolleger med rødhårede var slags icky. At være så bleg og tilbøjelig til solskoldning var en forfærdelig skæbne, som jeg ikke ville ønske nogen, jeg elskede.

Men nu, hvor jeg har et lille lys-ansigt barn med røde krøller og lubne (blege) kinder, ville jeg ikke ønske noget andet. Og en dag farver jeg måske bare mit hår for at matche hans.